De seneste år er der kommet to europæiske sociale medier, der begge bygger på samme netværk som Bluesky. De to medier er forskellige, men indtil videre er der en klar vinder.
Bluesky kom i sin tid frem som et alternativ til X (det tidligere Twitter), og man så mange flytte derover hvis de var blevet trætte af Elon Musk (ejeren af X) eller tonen på X. Der var bare et problem med Bluesky – det var amerikansk. De seneste år med Trump har lært os, at vi er nødt til at styrke uafhængigheden af USA i Europa – det gælder også på SoMe området. Derfor er der lanceret to europæiske ATproto servere (samme teknologi som Bluesky) kaldet Eurosky og W Social.
Man kan flytte sin Bluesky konto til enten Eurosky eller W Social. Det er nemt og du vil stort set intet mærke til flytningen, men til gengæld vil dine data ligge på europæiske servere fremfor amerikanske. Samtidig støtter du også den europæiske digitale suverænitet.
Men hvilken af de to skal du så vælge? Hvis du er i tvivl, så vælg Eurosky. De er størst og med færrest restriktioner. Men W Social indeholder nogle værdier som du måske også støtter, og som kunne gøre det til et mere korrekt valg for dig.
For W Social har valgt at indføre et krav om ID verificering hvis du opretter en W Social profil. Det gør du nemt med en app til formålet. De kræver nemlig at det er rigtige mennesker der står bag profilerne, og håber at det vil være med at at mindske problemet med bots. Noget der har været et stort problem på især X. I stedet skal vi tilbage til at debatter er mellem rigtige mennesker. Det har Eurosky ikke valgt. Her kan du frit oprette en profil, du behøver faktisk ikke engang at være europæer. Men dine data vil ligge i Europa.
Der er også en forskel på hvem der står bag de to servere. Hvor det er en hollansk non-profit fond der står bag Eurosky, så er det et svensk kommercielt selskab der står bag W Social. For nogle vil det betyde noget at det ikke er et kommercielt selskab der står bag, det er jo ligesom det der er tilfældet med X. For andre kan det være en fordel, fordi måske et kommercielt selskab kan gøre det mere rentabelt og dermed lettere at konkurrere med de amerikanske techgiganter.
Begge har også udviklet deres egen app. For W Social hedder den bare W Social, mens den for Eurosky hedder Mu Social. Det skyldes at Eurosky faktisk er et paraplynavn hvor man mener at man kan bruge sin Eurosky konto til mange forskellige apps. Det fortæller også noget om de åbne principper de har.
Uanset om du er på Bluesky, Eurosky eller W Social kan du se de samme indlæg. Bortset fra at W Social faktisk har lavet en indstilling der give restriktioner ift. at du kun vil kunne se indlæg fra andre W Social brugere. På den måde vil det kun være verificerede brugere du kommunikerer med.
En del af de europæiske institutioner har flyttet deres konto til W Social, og det er tydeligt at det er deres favorit. Men for brugerne er det nok ingen tvivl om at vinderen er Eurosky. For eksempel er der utrolig få danskere på W Social, langt de fleste er på Eurosky.
Jeg synes det er vigtigt at støtte mere uafhængighed af amerikanske sociale medier, og derfor har jeg flyttet min Bluesky profil til Eurosky. Jeg har også oprettet en W Social profil, mest til testformål, men på nuværende tidspunkt er det på Eurosky det sker. Jeg vil anbefale at du også flytter din profil, hvis du vil se flere europæiske sociale medier i fremtiden.




Skriv en kommentar