Theta vil udfordre Facebookgrupper – men er det åbent nok?

5 min. læsning

Det nye danske sociale medie Theta vil være et alternativ til Facebookgrupper med demokratisk ejerskab, open source og mere kontrol til brugerne. Projektet har allerede skabt interesse på Mastodon, hvor både brugere og udviklere diskuterer, om Theta bliver et reelt alternativ til Big Tech, eller om Danmark risikerer at få endnu en isoleret social platform.

Facebookgrupper spiller en stor rolle i Danmark. Her mødes naboer, foreninger, interessefællesskaber og frivillige for at dele erfaringer, hjælpe hinanden og diskutere stort og småt. Men der er også en væsentlig udfordring. Alle disse fællesskaber er afhængige af Facebook og dermed det amerikanske selskab Meta, som bestemmer reglerne og vilkårene for platformen. Det vil det danske projekt Theta ændre på.

Hvad er Theta?

Theta er et nyt dansk socialt medie, som udvikles af det medarbejderejede kooperativ Os & Data. Målet er at skabe et digitalt alternativ til Facebookgrupper, hvor brugerne og deres fællesskaber får større indflydelse på platformens fremtid. Theta vil skabe et alternativ, hvor grupperne kan eksistere uafhængigt af Facebook, og hvor fællesskaberne får et digitalt hjem, som ikke alene styres efter kommercielle interesser.

Theta skal tilbyde mange af de funktioner, man allerede kender fra Facebookgrupper. Det omfatter blandt andet opslag, kommentarer, reaktioner, billeder, filer og begivenheder. Der skal også være mulighed for både offentlige og private grupper samt anonym deltagelse, hvis gruppens administratorer tillader det.

Brugerne får desuden et personligt feed med indhold fra de grupper, de er medlem af, hvor de selv skal kunne påvirke, hvordan indholdet sorteres. I modsætning til eksempelvis Facebook, Mastodon og Bluesky skal det ikke primært handle om personlige profiler, følgere og popularitet. Fokus skal være på grupper og fællesskaber.

Demokratisk ejerskab skal forhindre et ny Facebook

Et af de mest interessante aspekter ved Theta er, at udviklerne ikke kun fokuserer på teknologi, men også på organisering. Projektet ønsker, at brugerne skal have demokratisk indflydelse på platformens drift og udvikling. I projektbeskrivelsen præsenteres forskellige mulige organisationsmodeller, hvor medlemmerne kan vælge repræsentanter og få indflydelse på beslutningerne.

Organisationen bag projektet, Os & Data, er allerede en medarbejderejet non-profit-forening. Den endelige demokratiske ejerstruktur for selve Theta er dog fortsat en del af projektets udvikling.

Kan Theta blive en del af Fediverset?

Nogle af tankerne omkring Theta harmonerer meget med værdierne i Fediverset. Derfor er det også nærliggende at spørge om Theta bliver en del af Fediverset, og netop det har også været en del af debatten på Mastodon.

ActivityPub er den åbne protokol, som blandt andet Mastodon, Friendica og andre tjenester i Fediverset bruger til at kommunikere med hinanden. Fordelen er, at man ikke behøver være på den samme server eller bruge den samme tjeneste for at kommunikere. Flere tjenester i Fediverset som Friendica, Lemmy, Bonfire og NodeBB arbejder allerede med forskellige former for grupper, og spørgsmålet er hvorfor Theta ikke har valgt at bruge dem, fremfor at lave deres egen platform.

Theta har dog valgt at udvikle deres egen platform, specielt også fordi ActivityPub ikke så meget er bygget til lukkede grupper. Desuden skal bestemte protokoller ikke begrænse udviklingen af god brugervenlighed ved Theta. Det er dog muligt at ActivityPub vil blive understøttet i fremtiden.

Det forlyder også af debatten på Mastodon, at Theta undersøger mulighederne for at understøtte AT protokollen (som er kendt ved Bluesky), idet de netop har udviklet et nyt modul kaldet Spaces som understøtter private grupper.

Kommer der reklamer og kunstig intelligens?

Nogle af de spørgsmål mange også har er, om der kommer reklamer på Theta og om kunstig intelligens vil blive en del af platformen. Theta har meldt ud, at de ønsker støtte fra danske fonde i første omgang, så platformen får mulighed for at etablere sig uden samme pres for vækst og indtjening som traditionelle sociale medier.

Helt udelukke reklamer vil Theta ikke. I projektbeskrivelsen nævnes muligheden for etiske reklamer og medlemsbetaling. Det vækker skepsis hos nogle, som mener, at reklamer kan skabe de samme økonomiske incitamenter, der har gjort de store sociale medier problematiske.

AI er et andet diskussionsemne. Der nævnes muligheden for AI-baserede moderationsværktøjer, der skal hjælpe gruppeadministratorerne med at opdage problematisk indhold. Det er dog meningen, at mennesker fortsat skal træffe beslutningerne. Dette vækker kritik hos nogle, der ønsker en helt AI fri platform.

Kan Theta få danskerne væk fra Facebook?

Den største udfordring bliver sandsynligvis at få brugerne til at flytte med. Facebook har en enorm fordel, fordi danskerne allerede er der. En lokal Facebookgruppe kan have tusindvis af medlemmer, og det kræver en fælles indsats at flytte dem til en ny platform. Det er netop derfor, Theta fokuserer på eksisterende fællesskaber frem for at skabe endnu et socialt netværk, hvor alle skal begynde helt forfra.

En anden udfordring for Theta er, hvorfor skulle folk vælge dem fremfor andre alternativer som Meningspunktet og Socii.dk, der også er danske alternativer med grupper.

Vi må se hvordan det går med Theta. Indtil videre skal man have en invitation til at blive lukket ind i platformen. Du kan selv tilmelde dig til en invitation ved at klikke her.

Andreas Andersen Avatar

Skrevet af

Skriv en kommentar

Du kan skrive en kommentar her eller fra Fediverset eller Atmosfæren – en kommentar til en post der linker til artiklen importeres automatisk.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *