Mastodon er et decentralt socialt netværk, hvilket giver mulighed for at have en profil på flere servere. Men skal man egentlig det?
Til forskel fra Twitter er Mastodon et decentralt socialt netværk, hvor du kan oprette en profil på mange forskellige servere. Ja, faktisk flere tusinde forskellige servere. Men det behøver du ikke, fordi alle serverne taler sammen i det man kalder for Fediverset, så du kan fra én profil på én server kommunikere med alle andre profiler på alle de andre servere.
Men skal man alligevel oprette en profil på flere servere?
Det er et godt spørgsmål, og jeg vil starte med at sige at jeg ikke har svaret. Det afhænger nemlig af mange forhold, men formålet med denne artikel er at fortælle hvad mine tanker har været omkring dette, og måske inspirere dig til hvad du skal gøre.
Der kan være flere grunde til at ønske at have en profil på flere servere. En kan være at du vil ramme forskellige målgrupper, og derfor ikke ønsker at toote om forskellige ting på den samme profil. En anden grund kan være at du på én profil vil toote på dansk og på en anden på engelsk. Og så kan du måske have nogle profiler for bare at tjekke det lokale community noget mere ud. Endelig kan du have oprettet en profil på en server, for at reservere brugernavnet og måske efterfølgende flytte den til din primære profil.
Min primære Mastodon profil @aphandersen@ansico.dk har jeg på min egen instans, som jeg har lavet gennem Mastohost. Det koster mig 6 USD pr. måned eller ca. 43 danske kroner. Jeg har valgt at lave min egen instans for at have maks indflydelse på de regler der skal gælde for min primære profil, og hvordan min instans skal se ud. Og så kan jeg godt lide princippet med at “eje mine egne data”. Det er altså fra denne profil jeg primært skriver alt på Mastodon.
Men så har jeg også en række andre profiler, jeg bruger i mindre grad. Jeg har en profil på @aphandersen@med-mastodon.com, som er det danske Mastodon netværk for sundhedsprofessionelle. Formålet her er at komme i kontakt med andre læger og dele og læse studier med andre. Når jeg deler et studie på min primære profil vælger jeg at booste det til denne profil.
Så har jeg også en profil på hhv. mstdn.dk og expressional.dk, som er to danske generelle Mastodon instanser. De to profiler hedder hhv. @aphandersen@mstdn.dk og @aphandersen@expressional.dk. Grunden til jeg har en profil her er for at tjekke de to instanser ud og teste hvordan de fungerer. Jeg ønsker nemlig at vi i Danmark i fremtiden får nogle generelle stærke instanser, ligesom Sverige fx. har Mastodon.nu. Her er de to instanser nok de bedste kandidater vi har lige nu for det.
Jeg har altså valgt at have flere profiler, men have én primær profil hvor det meste stort set foregår. Mastodon giver en god mulighed for at have flere profiler, men du behøver ikke have det. Hvis du har et godt formål med at have det, kan du gøre det, men ellers holder du dig bare til én profil.




Skriv en kommentar