En Personlig ejet Mindre Virksomhed (PMV) er en ny form for virksomhed, der blev indført i 2014. Den er en virksomhedsform, der kan være et godt alternativ til at være en uregistreret virksomhed.
I denne artikel kan du læse om hvad en Personlig ejet Mindre Virksomhed er, om den er noget for dig og hvad du skal tænke på når du starter en PMV.
En personlig ejet mindre virksomhed, er som en enkeltmandsvirksomhed ejet af dig selv – og kun dig selv. Et krav til at registrere en PMV er nemlig at den kun består af én person og ingen ansatte har.
Som udgangspunkt kan du registrere en PMV hvis du ikke har nogen forpligtelser overfor det offentlige. Kravene til at måtte registrere en PMV er:
- at du er den eneste ejer i virksomheden
- at du ikke har ansatte
- at du ikke omsætter for mere end 50.000 kr. i løbet af 12 måneder
- at du ikke har import eller eksport til lande uden for EU
- at du ikke skal betale lønsumafgift
Registrering af virksomheden
Hvad er fordelene ved at registrere en PMV?
Den største fordel ved at registrere en PMV fremfor at være uregistreret er at man får et CVR nummer. Dette CVR nummer gør både at du virker mere seriøs overfor dine kunder, når du kan præsentere et CVR nummer – men du får også mulighed for at handle med leverandører der kun vil sælge til virksomheder med CVR nummer.
Herudover får du også et virksomheds-nemID, en digital postkasse og du skal have en Nemkonto til din virksomhed. Det offentlige kommunikerer som udgangspunkt kun til din digitale postkasse – og der udbetales kun penge til din nemkonto. Din nemkonto kan sagtens være en privatkonto du har – det behøver ikke være en erhvervskonto som udgangspunkt (se dog mere om dette længere nede under info om nemkonto).
Hvad koster det at registrere en PMV?
Det er helt gratis at registrere en PMV, så der er ingen undskyldning for at komme igang.
Du skal dog være opmærksom på at man kan blive bedt om at betale et affaldsgebyr til ens kommune. Det er kommunen der bestemmer beløbsgrænsen for hvornår man skal betale dette gebyr som virksomhed. Da en PMV kræver at man omsætter for mindre end 50.000 kr. er det dog de færreste kommuner hvor dette er tilfældet. Men for en sikkerheds skyld bør du kontakte din kommune – de kan give dig et præcist svar.
Hvor registrerer jeg min virksomhed?
Registreringen af en PMV foregår på Virk.dk som alle andre registreringer af virksomheder.
Registreringen varer i 3 år, hvorefter den automatisk afregistreres. Du advares inden af et brev i din digitale postkasse. Hvis du stadig driver din virksomhed, kan du forlænge den i yderligere 3 år. Du kan også vælge at afregistrere din virksomhed før tid.
Hvad hvis jeg kommer til at omsætte for mere end 50.000 kr.?
Hvis du forventer at du i løbet af 12 sammenhængende måneder kommer til at omsætte for mere end 50.000 kr. skal du omdanne din virksomhed til en enkeltmandsvirksomhed.
Det er vigtig her at aflive to myter der ofte eksisterer omkring dette. Det handler altså ikke om at du kommer til at tjene mere end 50.000 kr. (i overskud) – men om at du omsætter for mere end 50.000 kr. Og det er i 12 sammenhængende måneder – ikke i løbet af et regnskabsår. Det er ikke sådan så at beløbsgrænsen nulstiller 1. januar hvert år.
Hvis dit PMV omdannes til en enkeltmandsvirksomhed beholder du dit CVR nummer. På samme måde som du kan omdanne en PMV til en enkeltmandsvirksomhed, kan du omdanne en enkeltmandsvirksomhed til en PMV, hvis du omsætter for mindre end 50.000 kr.
Kan en hobbyvirksomhed være en PMV?
Hvis du driver en hobbyvirksomhed kan du ikke registrere en PMV eller anden personlig virksomhed. Definitionen af hvorvidt en virksomhed er en hobbyvirksomhed eller personlig virksomhed er ikke nem, og baserer sig på et individuelt skøn fra Skat.
Forskellen mellem en hobbyvirksomhed og en personlig virksomhed, er at en hobbyvirksomhed ikke kan fratrække sine udgifter ved beskatning. En hobbyvirksomhed drives pga. hobby og ikke med det formål at tjene penge. Der skal ved en personlig virksomhed være en ambition om at tjene penge.
Skat og moms
Hvordan håndterer man moms i en PMV?
Du er ikke momsregistreret når du har en PMV. Så snart du omsætter for mere end 50.000 kr. i løbet af 12 måneder, skal du nemlig omdanne virksomheden til en enkeltmandsvirksomhed og lade dig momsregistrere.
Det betyder at når du køber varer skal du betale moms (som man som udgangspunkt altid skal), men du kan ikke trække momsen fra i skat. Du skal så heller ikke lægge moms til når du sælger varer. Så du skal hverken betale moms til skat – men du kan heller ikke trække det fra.
Husk at gøre folk du handler med opmærksom på at du har et CVR nr. uden momsregistrering. Det betyder at du skal ved køb af varer betale momsen – og på samme måde pålægger du så heller ikke moms ved salget af varen.
Når du ikke skal sælge varer med moms, kan det være en god ide at stadig lade moms fremgå af fakturaen – bare som 0 kr. Dette viser tydelig at du ikke er en momsregistreret virksomhed.
Er der nogen fordele eller ulemper ved IKKE at være momsregistreret?
Der er selvfølgelig altid fordele og ulemper ved ikke at være momsregistreret. Hvis du sælger til en momsregistreret virksomhed, så pålægger du jo ikke moms og denne moms vil de så heller ikke kunne trække fra.
Lad os tage et eksempel. Du køber en vare der koster 100 kr. excl. moms. Da du ikke er momsregistreret køber du den inkl. moms til 125 kr. Du vil så sælge den med 25 kr. fortjeneste – dvs. du sælger den til 150 kr. uden at pålægge moms, så moms udgør i salgsprisen 0 kr. Den momsregistrerede virksomhed vil så ikke kunne fratrække noget i moms.
Hvis nu denne momsregistrerede virksomhed havde købt den af en tilsvarende momsregistreret virksomhed og ikke af dig, så havde de købt den til 156,25 kr. – men nu kan de jo fratrække 26,25 kr. i moms og den reelle pris ville være 125 kr.
Dette eksempel viser at det kan være en ulempe ikke at være en momsregistreret virksomhed, hvis du handler med momsregistrerede virksomheder fordi prisen bliver kunstigt højere.
Omvendt hvis du sælger til private, som jo heller ikke er momsregistreret, så køber de den til 150 kr. af dig, men 156,25 kr. af din momsregistrerede konkurrent. Så her er det en fordel ikke at være momsregistreret.
Husk at du kan lade dig momsregistrere frivilligt også selvom du ikke omsætter for mere end 50.000 kr. – men så er det ikke en PMV du skal have men i stedet en enkeltmandsvirksomhed. Du skal lade dig frivilligt momsregistrere, hvis du forventer mest at sælge til momsregistrerede virksomheder.
Hvordan betales skatten i en PMV?
Ligesom i alle virksomheder – både de registrerede og uregistrerede, skal du betale skat. Man skal betale skat af sit overskud, dvs. du tager dine indtægter du har haft i virksomheden og trækker udgifter fra til din virksomhed.
Du må naturligvis kun trække udgifter fra, som hører til din virksomhed og hvis du køber en vare, som deles privat og med virksomheden, må du kun trække en brøkdel af beløbet fra. Brøkdelen afhænger af hvor meget fordelingen er imellem privat og virksomhed. Den fordeling skal du selv finde, men du skal kunne argumentere overfor skat hvordan du har beregnet det.
Du skal gemme alle bilag for køb og salg i 5 år fra udløbet af regnskabsåret. Du skal også gemme dine regnskab i 5 år. Du skal ikke indsende noget til Skat, men skal kunne fremvise dem hvis de beder om det.
Kan man anvende virksomhedsskatteordningen (VSO) til en PMV?
Som udgangspunkt kan du ikke få lov til at blive beskattet efter virksomhedsskatteordningen. Denne ordning gør det muligt at lade nogle af pengene stå i virksomheden, og blive mildere beskattet. Når man så har lyst til at hæve pengene, bliver resten beskattet. Det er en god opsparingsmulighed for enkeltmandsvirksomheder, som f.eks. kan anvendes hvis man ikke vil tjene mere end sit SU fribeløb under uddannelse.
Grunden til at denne ordning om udgangspunkt ikke er relevant for PMV, er at VSO kræver at man kører en seriøs virksomhed hvilket også omfatter en lidt højere omsætning.
Kan jeg trække udgifter til fragt fra i skat?
Ja, da fragt er en udgift på linie med alt andet kan den fratrækkes fra dine indtægter når du beregner dit overskud.
Regnskab
Skal jeg lave regnskab i en PMV?
Ja, det skal du. Du skal føre regnskab over dine indtægter og udgifter og lave et årsregnskab som viser overskuddet. Overskuddet skal indberettes til skat.
Du skal ikke indsende eller offentliggøre dit regnskab, men det skal eksistere. Og du skal gemme bogføringer og kvitteringer i 5 år fra udløbet af regnskabsåret.
Det kan være god at finde et regnskabsprogram, som kan hjælpe dig med at få styr på dit regnskab. Jeg kan godt anbefale Dinero, som er helt gratis.
Praktiske spørgsmål
Skal min nemkonto være en erhvervskonto?
Der er intet krav fra det offentlige om at din nemkonto til din virksomhed skal være en erhvervskonto. Derfor kan du som udgangspunkt sagtens anvende en privatkonto som nemkonto.
Vær dog opmærksom på at nogle banker ikke vil have at man laver virksomhedstransaktioner på private konti. Dette skyldes at erhvervskonti jo har andre betingelser og priser – og så bliver det sværere for banken at holde øje med om du hvidvasker penge.
Herudover har du heller ikke krav om at en bank vil oprette dig en erhvervskonto. Der er eksempler på hvor banker har nægtet at oprette en erhvervskonto, f.eks. fordi personen var registreret i RKI.
En erhvervskonto koster ofte et oprettelsesgebyr på mellem 300 og 700 kr. Så derfor kan det være en god ide at anvende en privatkonto som nemkonto.
Må jeg importere i EU med en PMV?
Ja, det må man gerne, dvs. du kan godt importere eller eksportere til Tyskland med en PMV. Husk dog at gøre sælgeren opmærksom på at du har et CVR nummer uden momsregistrering, så han ikke ved en fejl kommer til at sende som om du var momsregistreret. Du skal naturligvis så betale moms i de lande, men skal så heller ikke pålægge moms på din salgsvare.
Må jeg importere uden for EU med en PMV?
Nej, det kræver du har en enkeltmandsvirksomhed med en importregistrering.
Har du nogen spørgsmål er du velkommen til at skrive en kommentar, eller oprette et indlæg i forummet.



Skriv en kommentar